Morfar fortæller en historie fra det virkelige liv

Her følger den røvssyge beretning om hvordan jeg reddede et liv på min ferie.

Hmm Den ide jeg havde med at lave et fup-interview med mig selv sådan a la BS-Kresjansen smartass-agtigt faldt ligesom til jorden, jeg skriver åbenbart bedst når det kommer lige fra leveren. Det ville have været i stil med det her. ”I den slags livsfarlige situationer reagerer man rent instinktivt, kroppen bliver en sprængfarlig cocktail af adrenalin og testoteron, instinktet tager over og man bliver en maskine fokuseret på et mål, at redde liv” men som sagt ikke sjovt

Ulla og jeg ligger ved poolen på hotellet, jeg har mine røde baywatch-agtige badeshorts på og har netop instrueret Ulla i at hun KUN må tiltale mig ”Mr. Hasselhoff” mens jeg har dem på og vi er ved poolen.

Prinsessen går i baren og jeg læner mig tilbage og stener lidt over en lille pige på en to-tre år der sidder på kanten af poolen og leger med en spand og en skovl.

Jeg sidder faktisk lige og overvejer at det da er ekstremt dumt at lade sin unge lege ved den tre meter dybe pool uden opsyn.

ET minut efter jeg har tænkt den tanke får pigen overbalance og ryger i vandet, jeg tænker. ”Nu må faderen eller moderen sgu da opdage noget” Men nej ingen har lagt mærke til at junior er faldet i poolen.

Jeg læner mig frem for at se om hun kan svømme, men i det samme går det op for mig at da hun kun er to-tre år gammel kan hun NÆPPE svømme, og ganske rigtigt hun flakser febrilsk rundt under vandet uden at kunne komme op.

Så jeg farer hen til kanten og får fat i armen på den paniske sprælletrold og nærmest FLÅR hende en halv meter op af vandet, i det samme kommer Ulla tilbage og moderen kommer løbende fra den anden ende af komplekset råbende et eller andet på polsk? makedonsk? slovakisk? etellerandetøstligttidligerejerntæppelandssprog
alt imens jeg står med hendes barn ophængt i den ene arm.

Jeg får bjerget junior og sætter hende ned på jorden, hvorefter ungen begynder at græde og moderen trøster hende lidt og derefter begynder at takke mig på et sprog jeg slet ikke forstår. Jeg sætter mig ned igen stadig lidt chokeret over hvad der var sket.

Lidt efter kommer manden hen til mig tager min hånd og trykker den mens han prøver at gøre forståeligt at han er taknemmelig, ved hjælp af fagter og tegnsprog får jeg forklaret at barnet var helt under vand, han rystede lidt på hovedet og greb så min hånd og rystede den energisk igen.

Resten af tiden holdt de øje med deres barn.

Ulla og jeg blev hurtigt enige om at det kunne jeg leve højt på længe det her, og jeg begyndte straks at rable om at man jo har et ansvar når man har de røde badeshorts på og at det var min forbandede pligt at redde folks liv konstant :o).

Det værste ved hele historien er at jeg ikke engang fik en fadbamse for indsatsen, altså helt ærligt mand det ville da være det mindste han kunne gøre :o).

Og det var Mr Hasselhoff