I dag er jeg så hung over at lyden af mine fingre når de rammer tastaturet føles som tordenbrag i min stakkels skærm, jeg har ikke bare tømmermænd, det er en hel polensfærge fuld af håndværkere med powertools.
Åh så læste jeg at Pia K. som tak for at lade Badeferieminister Lene Espeløv gå fri af Mailgate, vil have forbud imod at muslimer vender deres paraboler mod Mekka for at se tvkanalen Jazeera, jeg tror ikke at Pia K er klar over at parabolen skal vendes imod en satellit og ikke en by for at modtage signal?
Anyway jeg går og er skidebange for tiden, den der angst for ikke at slå til der altid lurer i horisonten, vi kan jo kalde den, for "Den Sociale Arv". Min far var håndværker, min mor arbejdede på fabrik. Det er sikkert bare et lille hickup, men jeg er nødt til at formulere det på skrift for at kunne håndtere det, godt jeg har denne internetweblog, som i dag er mere fuld af piv end testosteron.
I morgen når jeg atter er menneske vil jeg tage fat på lektierne igen, study hard and study smart :)
Var du nogensinde i tvivl om du kunne klare det, da du læste?
30. okt. 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
14 kommentarer:
Frygt ikke: Du kan altid slå til Søren, selvom det denne gang var Pia, der præsenterede signalpolitikken.
Som jeg har skrevet ovre hos mig, skal man aldrig undervurdere Pia K - og jeg tror hun er fuldt bevidst om hvad hun har gang i, selvom jeg først ikke troede mine egne øjne.
Og kan desværre ikke besvare dit spørgsmål - har aldrig læst. Dvs, jeg har læst en masse, men aldrig i et institutionaliseret forløb, som endte med et papir.
God bedring!
Stor set hver evig eneste eksamen de sidste 4 år.
Til tider sutter det røv at være mønsterbryder, det er hårdt arbejde, men jeg tror, at det er sliden værd.
Nu har jeg aldrig prøvet pottemageri (bortset fra den ene time i formning i fjerde), men jeg kan love dig for, at læse dansk som perker er heller ikke nogen dans på roser.
Så hvis jeg kan klare dansk, så kan du selvfølgelig klare pottemageri!
Sender kys og al overskudende positiv energi (og testetoron, som jeg finder på vejen) mod dig!
Kys E
"mere fuld af piv end testosteron" - kender godt følelsen. Min blog er sgu også i ussel form for tiden.
Jeg er også ofte i tvivl om jeg kan klare det, selv om det nok er på en anden måde. Er sikker på jeg nok skal få slæbt mig igennem på en eller anden måde, men er skide nervøs for om jeg kan bruge det hele til noget. Der er et meget begrænset antal af de fede jobs inden for mit område, og alle andre er jo mange gange sejere end mig.
I virkeligheden er det nok også noget med social arv for mit vedkommende. Bare med omvendt fortegn. Mine forældre er begge højtuddannede, og jeg har en evig fornemmelse af at det jeg laver bare ikke er godt nok.
Mine såkaldte arbejderklasserødder har leveret en god blanding af børn og børnebørn med titler som læge, socialrådgiver, konservatorieuddannet pianist, cand. dit, og cand. dat og en enkelt forfatter, hvis digtsamlinger nærmest som en regel havner på bestsellerlisten. Og så er der mig, en tjenestemandsansat pædagog i det offentlige, men jeg var også den yngste.
Piece of cake, du klarer det! Selvfølgelig gør du det.
ja, mand! Totalt følelse af at ikke klare den og ikke være god nok. Men jeg klarede den, og det gør du skisme også! Jeg kommer også fra arbejderklassen, Far var håndværker, mor sygehjælper og jeg er den første i familien, nogensinde, der fik en kandidatgrad, selv om jeg er den lille. Så ja, som de andre skriver, man kan sagtens være mønsterbryder selvom det til tider er hårdt. You can totally do it!
Ja, det er hårdt at være "den første"... og det er nok uanset om det er første akademiker, første goth eller første poledancer i familien. (Jeg er så hverken goth eller poledancer...)
Det var heller ikke altid sjovt at se mine medstuderende der lige fik faste beløb hjemme fra, gaver i størrelse med arveforskud og jeg fik betalt togturen "hjem", hvis jeg var heldig.
Selvfølgelig kommer du igennem i fin stil.
Snup et par panodiler og en burger, så ser alt bedre ud i morgen :-)
Fandt altid nogen, der var betydeligt mindre begavede og når de kan, så kan jeg selvfølgelig også - så nej, ingen tvivl, selvfølgelig kan jeg (lige så selvfølgeligt som du kan, DU og ikke dine forfædre ;-) )
Jeg har masser af gange ikke følt mig god nok til uni (fx alle de gange jeg har kastet mig ud i fonetik), men jeg prøver altid at tænke på, at universitetet (og pottemagerskolen sikkert også) faktisk er ret svært, så det er helt okay ikke bare at surfe igennem det, som var det børnehaveklassen. Det er da stadig vildt at være kommet så langt jo :)
Jeg er glad for alle jeres kommentarer, de bærer mig igennem for en tid.
Tak for dem!
Følelsen af ikke at slå til, har det med at bunde i, at man er yderst tilstrækkelig. Dem der ikke slår til, har det med at give den som den største gave til verden. Som f.eks. Pia K. fra Dansk Folkefobi.
Jeg er den første i min familie, der har gennemført en længere videregående uddannelse. Jeg var egentlig ikke i tvivl om jeg kunne gennemføre, jeg var bare heller ikke i tvivl om at jeg havde for mange overspringshandlinger til at få topkarakter.
Men altså... Jeg tror ikke, jeg kunne holde til at gå tilbage på skolebænken efter at have været ude på arbejdsmarkedet, selvom jeg egentlig rigtigt gerne vil.
Det må være pivsvært. Respekt for dig for at have truffet det valg.
Hver evig eneste dag.
Som Helle sagde: Hver eneste fucking dag.
Læser medicin, er på femte semester og venter stadig lidt på, at dem fra studiekontoretellerdetder ringer og siger, at det var da vist en fejl, du skulle slet ikke have været lukket ind på det her studie....
Er ikke for vildt mønsterbryder i den traditionelle forstand, kun i den forstand, at jeg altid fik at vide i folkeskolen, at jeg da slet ikke kunne finde ud af det der matematik og fysik og deslige.
Men jeg ville det! Nok endda! Og nu er jeg kun ca. 3½ år fra at være en rigtig læge!
Så hvis jeg kan blive læge (I know I can! I know I can!), så burde du da også kunne blive pottemager :)
Send en kommentar