11. maj 2009

Parfiction #Mange

Jeg fandt dig på Facebook en døddsyg lørdag formiddag hvor jeg alligevel ikke havde andet at lave end at sidde og rode i min fortid, faktisk ledte jeg ikke efter dig -det var helt tilfældigt at jeg så en der kendte en jeg boede på værelse med på efterskolen.

Han kendte så dig og selv om det er lang lang tid siden at jeg så dig sidst kunne jeg med det samme genkende de intense blå øjne der med et trylleslag fik mig til at blive hovedkuls forelsket i dig udover mine vildeste drømme dengang vi var teenagere.

Nej naturligvis sagde jeg jo ikke noget til dig, jeg var jo bange for afvisningen, bange for at jeg stod der med mit lille glashjerte i hånden, bange for at du ville knuse det med ord, det var mere sikkert at gå og være forelsket på afstand, på den måde ville jeg jo ikke miste dig.

Nu har jeg så modet, viljen, lysten...for jeg har aldrig glemt dig. Et eller andet sted har du stadig en magisk plads i mit hjerte, derfor får du dette brev, denne bøn om forløsning, ville du have taget imod min kærlighed? Ville du have været min? Ville du? Ville du?

"Vil du navigere bort fra denne side? Alle ændringer vil gå tabt!"

"OK"

6 kommentarer:

Sifka sagde ...

Morfar, jeg er vild med dine parfictioner. Glæder mig til læsningen, hvergang de dukker op.

spunky sagde ...

hi hi hi hi .... fantastisk!

Turbanindehaveren sagde ...

Ta' en chance - vind en bamse!

GID du turde sende det...

Kagekonen sagde ...

Jeg tror vi er rigtig mange der været hovedkulds og afstandsforelskede i teenage årene og jeg tror at den første kærlighed altid vil have en særlig plads i vores hjerter...

Nogen gange opstår magi'en hvis man tør, andre gange bliver den væk, men det er helt sikket, at der ingenting sker, hvis man intet tør...

I øvrigt fedt nummer du har ladet ledsage dine fine ord.

Ruprect sagde ...

Jeg glæder mig til du bliver udgivet

Uden Relevans sagde ...

Rup! Det er der da ikke nogen der har bolsjer til!

Send en kommentar