I går var jeg hos noget bekendtskabsværk til noget grillawten, det var ikke ligefrem det fedeste vejr jo og værtens have må i bedste fald betegnes som "et frimærke".
Derfor tilbragte gæsterne det meste af aftenen indendørs, undertegnede tronede i sofaen, konstant råbende efter øl (der var jo fodbold!) aj men vi var indendørs, den ene af gæsterne havde et sæt tvillinger med til begivenheden.
Mit trefoldige spørgsmål til børnefolket er:
Hvordan sætter i grænser for jeres børn? Hvilke midler tages i brug? Lykkes det?
Jeg må sige det som det er, jeg kan godt lide børn, dog helst i små mængder ad gangen, små søde velopdragne børn der gør hvad man siger når man siger noget til dem.
Den film havde tvillingerne vist ikke fået set. Kids will be kids, men når man i fem kvarter bliver slået over knæene med en træhammer beregnet på at banke klodser på plads i en udhulet beholder, så knækker min film, jeg tog fat i hammeren og gemte den væk fra barnet, der stak i verdens største hyl som om jeg havde givet det en dragt velfortjent prygl (fedt udtryk). Stor blame fra forældrene på mig, selv om jeg havde sagt fra på den gode side af ti gange over for børnene.
I dag er mine knæ gule og blå så man skulle tro at jeg havde spillet en fodboldkamp imod legendariske J¨urgen Kohler one on one, knæene er ømme og hævede, mit forhold til de kære forældre en smule forringet og min undren stor.
Vi repeterer spørgsmålet.
Hvordan sætter i grænser for jeres børn? Hvilke midler tages i brug? Lykkes det?
13. jun. 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
23 kommentarer:
Wow Morfar det er noget af et spørgsmål du stiller der!!
Hvordan jeg sætter grænser? Jeg fortæller dem hvad der er ok, og hvad der ikke er, og så efterlever jeg det konsekvent.
F.eks ville det ikke ha været ok for mine unger at hamre en gæst på knæet, så det ville blive sagt, hvis ik den fes ind, ville jeg gøre det du gjorde.. tage hammeren og sige de skulle finde på noget andet at lave. Opdragelse handler vel i bund og grund om kærlighed, respekt og konsekvens
Om det lykkes? For det meste ja.. men jeg har da også smuttere;)
Svar: Efter bedste evne og lidt i blinde. Lige nu mest ved at sige bestemt nej og fjerne barnet og tingen, det ikke må få/røre/smide væk/slå folk med, fra hinanden...ish.
De der forældre må have været meget laissez faire. Eller bare trælse.
Det phoenix siger. Med mere af det samme på. Smukt formuleret.
Og i en social situation ville jeg nok - efter at ha' advaret ungen to gange (ikke mere end to!) - have adviseret forældrene, at enten greb de ind eller også gjorde jeg. Det eliminerer den der forældrehysteri over andres indgriben, at de selv får chancen for at vise, 'hvor gode og overskudsagtige' forældre de er ;o).
Kan SLET ikke forstå, at de dér forældre ikke greb ind. De burde have sagt, at det ikke var ok og have fjernet hammeren, hvis det ikke hjalp!
Så alt i alt er jeg også enig med resten af flokken..
God søndag og god bedring med knæene ;-)
Kæft jeg var blevet tosset - hader børn der fylder det hele, og især forældre der ikke fatter at andre mennesker nok ikke altid lige synes at deres poder er evigt yndige og søde !!!
Opdragele.. Kæft trit og retning !! Og konsekvens !!! Har selvføligelig jordens sødeste unger... !!
Nej.. men de VED hvordan man opføre sig blandt andre mennesker !!!
Håber ikke solen kommer frem de næste par dage, så dine blå/gule knæ skal fremvises i shorts.....
Hyggehygge
Marianne
det rejser jo et andet spørgsmål: hvordan får man andre forældre til at sætte grænser for deres børn? For vi har nogle venner hvis søn, jeg mistænker for at have ADHD. Han larmer, snakker og fortæller, fylder og kan ikke lege selv. Arrghhh! Heldigvis (!!) begyndte Krabbe til sidste at græde af larmen sidst vi var der, men det er sgu da MEGA-nederen, at vi skal nå dertil før de beder barnet gå udenfor. Nogle børn får simpelthen FOR meget plads og FOR frie rammer.
De fleste børn forstår en tydelig besked, men hold den på din egen banehalvdel: Jeg vil ikke ha, at du hamrer på mit knæ. Det gør ondt. Jeg vil ha du stopper.
Undgå: Du må ikke, du skal stoppe, hold op, opfør dig ordentligt.
Nogle gange handler det om ord. Dem er du god til morfar. Prøv det.
Bare ord fra en ældre model af en mor *w*
Det lyder mest som om at nogen skulle sætte en grænse for de forældre i første omgang! Sådan nogle unger ta'r man da kun med til grill-fodbold-hygge-tamtam hvis der er en mulighed for at putte dem i seng der ELLER hvis de er så velopdragne at de fatter når der bli'r sagt nej!
Og et "nej" SKAL børn simpelthen lære at fatte, ellers bli'r man jo de der forældre-til-utålelige-børn, som ingen gider invitere ud...plus man gør da det hele værre for een selv på hjemmefronten!
NEJ, blev der sagt!!!
Der er da helt sikker nogen forældre der mangler noget basalt i deres egen opdragelse .. for man kan sgu ikke skyde skylden på børnene..
så kort tro jeg det kan siges.
jeg er ret sikker på at børnene helt sikker fatter hvad der bliver sagt men hvis de ingen grænser for af deres forældre eller konsekvens af dårlig handling, ja så er det da klart det går galt de er jo ikke vand til andet...
så det er forældrene der skal gribes fat i....
og jeg havde ærligt talt givet det forældrepar en skideballe hvis jeg skulle stå model til den omgang!
De værste skideballer jeg har fået, har været af fremmede. Det er dem jeg husker bedst. Okay, der var måske også lige den, dengang jeg kaldte min mor en kælling... det skete kun 1 gang!
Så næste gang, er du i din gode ret, til at skælde ud. Enten magter forældrene det ikke, eller også er de så imune at de simpelthen ikke hører det.
Jeg vappede engang en hund over snuden, da den ville bide mig. Herefter kikker veninden forfærdet på mig (hende med hunden), hvortil mit svar var: det var DIN hund der var ved at bide MIG... Det skal dertil sige, at opdragelse er en by i Ruland i denne forbindelse.
Så skæld ud, sig fra og stol ikke altid på at forældrene selv kan - jeg lover ikke jeg kan hver gang... selvom jeg virkelig gerne vil og virkelig godt kan irriteres over andre der heller ikke kan...
KH Cristine
Jeg er meget enig med Cristine. Hvis forældre ikke selv magter at gøre deres børn behagelige at være sammen med, så må man selv sige fra...
Du slog jo ikke terroristen med hammeren, så deres forfærdelse kan de godt pakke sammen!
Jeg har haft venner, hvis børn var så anstrengende at være sammen med, at man næsten ikke gad se dem. Det er ærgerligt, men sandheden var jo at det var forældrene og IKKE børnene man bliver irriteret på. MAn sidder og venter og tænker "hvornår gør de noget?", for ungen ved nok ikke selv at han/hun er pisseirriterende...!
Nå, men jeg forsøger altid at styre mine unger, så de IKKE er dem der irriterer andre til festlige lejligheder. Dels før vi skal afsted snakker vi om hvilke muligheder for socialinteraktion der er til stede, når vi er afsted får de 'råd og vejledning' (som nogen gange kan være reduceret til et hvast blik) og når vi er hjemme igen, så kan jeg godt finde på at evaluere (både de positive og negative ting).
Det tror jeg hjælper dem - og andre!
Jeg vil sige som Christine, at de værste skideballer jeg har fået, har været af fremmede.
Men øv, desværre tror jeg, vi alle sammen har oplevet noget, der minder om det, som du fortæller om.
Flyt på landet, som vi har gjort - derud hvor der ingen små børn er ...
Tror det meste kloge er blevet sagt allerede, men må hellere byde ind, så folk ikke tror jeg hører til samme segment som de forældre.
Hjemme er jeg muligvis ikke god nok til at sætte grænser, men det gælder sgu ikke når vi er ude. Og det forstår ungerne også ganske udmærket.
Noget andet er så, at det måske godt kan være en udmærket idé at snakke direkte med forældrene, inden man griber til noget (selv så fredeligt som at bortfjerne den hammer man får bank med, åbenbart).
For folk kan være meget sårbare i forhold til deres børn - og mener jo at det er dem, der har ret til at sætte dem på plads. Hvilket også er ok, hvis de så gør det.
(Jeg blev selv truet med bank af en dumkopf foran mine børn til middelaldermarked for nogle uger siden, fordi jeg endte op i lidt samme situation som dig, med 5 unger der var ret langt ude - og det var ikke lige klart hvem forældrene var.)
Men for at opsummere: det er sgu ikke okay at lade sine børn terrorisere omgivelserne - og jeg synes da især det er synd for børnene, hvis de ikke lærer at vise hensyn overfor andre. For det bliver sandsynligvis trist for dem i længden.
Grænser, konsekvens, kærlighed og så noget af det vigtigste; at lære sit barn at respektere andres grænser! Opdrager man sit barn til at leve og omgås andre efter ovenstående "regler", ved det at nej betyder nej og at det gælder begge veje :o)
Du får hvad du gir = karma.
Kærlig hilsen mor til 2 drenge på 8 og 5 ;o)
Der er stor forskel på et barn på 1 ½ og et på 5, ikke?
Med det sagt, så ville jeg i situationen sige til forældrene, at min grænse var nået uanset barnets alder!
Er barnet ældre, ville jeg sige; Hey Makker, så er det nok!
Det burde ikke være nødvendigt at tage legetøjet fra ungen - hvis altså du siger det bestemt nok.
Hvordan jeg som forældre sætter grænser, den er mere speget end som så ...
Som alt andet i livet har vi(mennesker) forskellige grænser. Lynhurtigt lærer de fleste børn at reglerne er forskellige, alt efter hvilken kontekst de befinder sig i ...
Men alligevel... træk vejret helt ned i maven, Mofling!
- Der findes nemlig ikke noget mere irriterende end folk der opdrager på ens børn!!!!!!
En anden gang ... henvend dig til forældrene først!
:O)
Hvis mit barn havde slået mig, eller en hvilken som helst anden person, barn eller voksen, med en eller anden genstand, og hvad enten det egentlig gjorde ondt eller ej, så havde jeg sat grænsen på denne måde. Jeg havde taget hammeren fra barnet og sagt "du må ikke slå morfar - det gør ondt og han bliver ked af det. Hvis du gerne vil i kontakt med ham, kan du stille ham tusinde spørgsmål eller give ham en krammer". Og jeg havde taget hammeren og lagt den op et sted hvor barnet ikke kunne nå den. Og det havde mine børn accepteret.
Med mindre de var ekstremt trætte og/eller sultne og derfor udenfor pædagogisk rækkevidde. Men så havde jeg nok afledt deres opmærksomhed med noget mad. Eller lagt dem i seng.
Hvis jeg ikke havde set, at de mishandlede dig, så ville min forventning være, at du selv sagde til dem, at du ikke kan lide at blive slået. Og hvis de gjorde det igen, skulle du tage hammeren. Hvis de så skreg og blev sure, ville jeg høre det og komme og spørge hvorfor, og så ville jeg være på din side, og sige, at man ikke må slå.
At sige fra overfor tilfældig vold er i mine øjne ikke det samme som at opdrage på mine børn.
Der hvor jeg ville blive sur på morfra var, hvis jeg HAVDE sagt noget til mit barn, og han så gentog det som et ekko, eller hvis han blev grov overfor mit barn, eller hvis han kaldte det grimme ting. For man skal også selv være et eksempel til efterfølgelse.
Og det med ekko´et er så skide irriterende. Har jeg en veninde der konstant gjorde. Eller skal jeg sige havde... i mit eget hjem, når jeg ER i gang med selv at opdrage mine børn, så skal andre ikke stå og gentage det jeg siger eller blande sig.
Er vi i dit hjem, og har jeg ikke set hvad der foregår, så sætter du bare de grænser du synes er passende - uden vold eller grimme navne, altså.
1. Det de må, det må de altid.
2. Det de ikke må, det må de aldrig.
3. Det lykkes.
4. Få børn med en person, der selv er fornuftig og respekterer 1. og 2. og resepkterer, når du håndhæver 1. og 2.
- Mener måske at 4. er vigtigst. Der findes ikke mange uopdragne/dumme/asociale børn; men der findes mange inkompetente forældre.
Tusind tak for jeres input alle sammen! Det er rart med sådanne læsere der gider involvere sig!
Jeg sætter en grænse for mit barn der hvor mine egne grænser går. Hun skal ikke gøre noget ved andre, som jeg ikke selv ville bryde mig om. Faktisk sætter jeg den lidt før min egen grænse, for det er jo umuligt for mig at vide, hvad andre bryder sig om. Jeg håber også at hun på den måde lærer at tænke over, hvad hun selv ville have lyst til at blive udsat for.
Man er heldig stillet, når man skal opdrage tvillinger, da man har mulighed for at skrue helt op for EKSEMPLETS MAGT.
Når jeg opdrager små tvillinger DRÆBER jeg altid den ene, straks den er det mindste uartig.
Det får som regel den anden tvilling til at opføre sig dejligt afmålt, når jeg er er sammen med den fremover.
Alternativt kan man fjerne privilegier, når de ikke makker ret efter et høflig irrettesættelse og en advarsel.
COR: Stof til eftertanke.
BB: Ehm... okay? :)
Som forælder ville jeg:
Hvis jeg havde lagt mærke til det, sagt nej en gang, og anden gang det skete ville hammeren blive lagt væk.
Hvis jeg ikke havde lagt mærke til det, syntes jeg er det er ok at andre skrider ind over for mine børn, og syntes det er meget vigtigt at de respekterer andre mennesker og hører efter hvad de siger. Men der skal selvfølgelig også være mening i det, for det er godt nok trættende at være i et hjem uden plads til børn, med to aktive børn.
Hold da holiday - sige noget til forældrene først?!?! Niksen, ikke på vilkår!
Hvis babybarnet smadrer mit knæ eller andet, så beder jeg det om at lade være. Hvis det er ved at drible over vejen og jeg kun kan redde det ved at flå det i armen, så spørger jeg altså heller ikke forældrene om lov først! Min pointe er, at jeg er skide træt af visse typer af forældre. Dem der ikke kan se, at deres djævleyngel er til at kaste op over, dem der ikke vil forstå at selv om de elsker deres afkom og finder dem helt fantastiske, så er det altså ikke lig med at alle vi andre gør det.
Jeg er som nogle af de andre der skriver, glad for børn og især dem der er opdraget og tilgængelige. De andre gider jeg simpelthen ikke spilde min tid på og ej heller deres forældre. Men det har da taget nogle år før jeg turde tage den beslutning, at vælge fra.
Send en kommentar