Parfiction xx

Jeg svigtede dig som jeg aldrig hverken før eller siden har svigtet nogen, efterlod dig i menneskemængden på Strøget, med vilje lod jeg mig falde bagud og væk, væk fra dig og problemerne, netop i den stund hvor du havde ALLERMEST brug for noget stabilitet, noget nærvær, brug for mig.

Jeg vidste det jo godt, du havde problemer med psyken efter den voldtægt, forulempet af hvad du troede var din bedste ven.

Vi tilbragte en nat på min røde kontorstol, du sad på mit skød og drak øl for at turde nærværet, når jeg ikke sneg mig ned af trappen for at hente forsyninger fra Fars endeløse lager, sad jeg og nussede dig.

Pludseligt var det blevet lyst og du ville hjem, nærværet var blevet for meget, jeg fulgte dig til bussen kyssede dig farvel.

Vi sås først igen den dag et år efter hvor du ringede og sagde at nu var du rask igen, udskrevet fra den institution for sindslidende hvor du havde tilbragt så meget tid, du sagde at du ville prøve igen.

Jeg forlod dig der på Strøget fordi jeg ikke kunne håndtere det for du var jo stadig ikke rask.

Indimellem som nu forbander jeg at jeg ikke blev og tog kampen op, forbander den kujon jeg var og håber INDERLIGT at du har det godt

nu.