Her forleden dag sad jeg og talte med en af mine venner, og vi blev enige om følgende.
I starten når man møder en ny partner, altså en som man gerne vil være sammen med mere end et par gange, er alting så fantastisk ikke?
Vedkommende kan ikke gøre noget galt, man svæver på en lyserød kondenseret pude af luft.
Netop der efter et par uger er det at hverdagen langsomt begynder at indfinde sig, ens ”singlevaner” og ”singlesærheder” trænger op i parforholdet med fuld kraft.
Man begynder måske at kommentere lidt på udseendet, eller man begynder at bitche over vedkommende ikke lukker døren efter sig, eller ikke slukker lyset når han/hun forlader rummet. Er der ikke altid noget i vejen?
Små bitte ting og sager der potentielt på sigt kan smadre ens fine nye parforhold sniger sig ind, medmindre man i tide formår at få stoppet sig selv, stoppe med at være ”singlesær” uden at man samtidig glemmer helt hvem man er.
Det er en delikat balancegang ikk?
4. dec. 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
12 kommentarer:
Det er vel både at man bliver mindre opmærksom på sin egen opførsel (singlesærheder) - men også at man bliver mere opmærksom på partnerens fejl. I starten er man jo uendeligt tålmodig og overbærende. Man er så forblændet af den her fantastiske person, at fejlene virker helt ubetydelige. Men når forelskelsen falmer, træder fejlene mere tydeligt frem. Jo mere man lærer hinanden at kende, jo "tættere" man kigger på hinanden, jo lettere er det også at se det dårlige og glemme det gode..
Og alt det lader vi bare være med fremover, deal?!... Hmmm
Hvis man holder ud, kan der komme en dag, hvor særhederne blot for én til at smile... har jeg hørt.
for = får
BB: Deal!
Steen AA: Ah man skal bare holde ud! :)
Hæ! Jeg er så single-sær, at jeg allerede har forudset problemer og uoverensstemmelser, næsten inden jeg har kommunikeret to sætninger med et potentielt kæreste-emne..
Cølibat er jo også en måde at leve et liv uden par-irritationer og begrænsninger. Omend et til tider ret kedeligt liv..
Den sværeste tid er når man holder op med at være forforelsket (2mdr. - 1 år), for det er der, man pludselig opdager at den anden ikke perfekt.
Hvis man kommer gennem denne "postforelskede" periode, har man opnået et ret stabilt forhold.
Personligt ser jeg denne periode som et positivt filter, der forhindrer at man spilder for meget tid med en som man alligevel ikke kan holde ud i længden.
Det gik lidt stærkt. Jeg håber dog pointen kom frem :)
Jo jo det gjorde den.
Jo de er en fin balancegang, når man først er blevet singlesær :-)
:)
Uhhh - hverdagen indfinder sig!! Hvordan kan man være ræd for den?
[Den skal man da holde af] . . .
så stop med at være sær så . . .
den evige ungkarle særhed - er da noget af det særeste, allivælle ..
med sært på :D
jeg ved ikke hvilken af dine mail-addys jeg kan bruge... men kan du ikke kontakte mig via mail? Det er ret vigtigt
mvh
W.
Send en kommentar