Advarsel dette indlæg indeholder nostalgi og sødsuppe og indeholder tillige en morale til slut for at det ikke skal være løgn!
Der var en tid, hvor alt var godt når jeg fik en vaniljekrans, hele min dag var reddet og jeg kan huske at hvis jeg spiste "hullet" til sidst (i vaniljekransen i småperverse læsere) så fik jeg en enkrone af min far til min sparegris.
Idag er de tider ligesom forsvundet og der skal mere til for at redde min dag.
Hvor sorgløse de tider var, dejligt ubesværet og ubekymret levede man som et grænsefrit menneske begravet i dejlige nuer og smukke øjeblikke.
Jeg savner at de små bitte glæder kan "make my day"...
Gør du ikke?
4. apr. 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
10 kommentarer:
Dengang, hvor den ultimative joke, som tålte et utal af gentagelser, var at dele en vaniljekrans - selv spise kranse, og så give hullet til den anden...
Nostalgi...
Ak ja, de gode gamle dage før multikulturalismen.
Nårh, din far kendte osse den (udenlandske!) børnebog om det lille spøgelse, der spiste vaniljekransehuller? Kun vaniljekransehuller ....
Det der med de små glæder er en træningssag, Moffe. Man kan sagtens som tudsemidaldrende ha det sådan. Hvis man vil.
Enig med Dana. Mest af alt holder også jeg af hverdagen.
få dig nogle unger
- har hørt de gir helt vildt meget indhold i tilværelsen!
og lav vanilleKranseHulTrick med dem duh!
HA! ;)
Maria: Jep
Holme: Din kyniker ;)
Dana: AARh spøgelse?
Rikke: sådan Dan! :)
Pedrsn: Vil du være den der føder dem ? :)
En af de få ting jeg kan huske om min oldefar (!), var at han altid, som i evig og altid og hvert mulige øjeblik, brugte "gemme hullet til sidst" joken om vaniljekransene. Han spiste mange vaniljekranse.
Mit første indlæg her på din blog; du skriver fantastisk, ur!
Dana sagde det så smukt; det er en træningssag.
Ikke at det er nemt, men når tiden bare ikke eksisterer er man i den grad tilstede i nuet. Det paradoksale ved det er, at du først finder ud af det senere :-)
Skulle du eller andre have lysten, så ta' og læs Alkymisten af Paulo Coelho, der er stof til eftertanke.
SD. Din oldefar var vis.
Brisser: Jamen tusind tak! Jeg er ved at nå til samme slutning, jeg læser dog Wayne W. Dyer isteder.
jeezz mann du lægger sådanne et stort pres på mormor!
kan anbefale :
http://www.voksenven.dk/
. . . der er jeg tihvetifal meldt til . . men der er bar ik' piger nok dér! ;) du kan få dig en frisk gut?
Send en kommentar