Husker du dengang vi gik i forårsregnen? Det væltede ned i stænger og gaderne lå øde hen i nattens stilhed.
Du tog min hånd og begyndte at løbe gennem vandpytterne jeg fulgte med og lynhurtigt var vi begge gennemblødte af regnen og pytternes sprøjten.
Vi nåede lågerne ved Søndermarken eller der er jo ikke nogen låger og har ikke været det i mange år, vi gik ind i den mørke have, ved ikke om kommunen sparer på strømmen om natten eller om det bare var den ene nat at lamperne var mørke.
Som to opdagelsesrejsende gik vi ind i mørket til vi nåede det højeste punkt, jeg ved ikke hvorfor vi gik derop, på toppen stod et gammel bænkebord.
På bordet på bakketoppen i regnen i den mørke have beseglede vi vor kærlighed.
Hver gang jeg kommer forbi Søndermarken tænker jeg på det, på dig...
16. apr. 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Jeg tror at du tager fejl af mig og en anden moffe! ;o)
Ih, hvor du kan med de ord altså...småååkt !
Benny!
Åh tak Maria :o)
Hmmm... det må ha' været i min vildere periode. Der er en del fra den tid, jeg ikke husker. Men hvis vi rullede ned fra det der højeste punkt efterfølgende, forklarer det i det mindste én ting, som har været årsag til megen spekulation...
Sheesh altså!
syns os det herre frækt du sådan slæber andre tøser op til VORES bænk!!
!!
Jeg viste bare at jeg skulle have skrevet den i en anden form :o).
Hvorfor det? Jeg husker det da glimragende. Det var det værste knald nogensinde. Ikke mindst da jeg opdagede at du ikke var en dame.
Det var også den dag jeg holdt op med at drikke.
Send en kommentar