As stiff as toys
And tall as men
And swaying like the wind torn trees
She talked about the empty world
With eyes like poison birds
She talked about the armies
That marched inside her head
And how they made her dreams go bad
But oh how happy she was
How proud she was
To be fighting in the war
In the empty world
Det er pekuliært som livet nogengange sparker en lige i fjæset netop som man gaar og synes at nu gaar alting faktisk rimeligt...
Opslag
5 kommentarer:
Har læst med et stykke tid - moret mig ustyrligt,slået en hoven hånlatter op over tåbelige arbejdspladser i uhyre små sko og en gang imellem fældet en lille tåre og følt med dig (Ja! man er vel pige og løbende en lille smule labil)
Og tænk idag satte du så (i tæt samarbejde med The Cure) også ord på min torsdagslige mutte og kede sindsstemning og gjorde at jeg tænkte at jeg måtte mande mig op og sende dig en rar og varm tanke...Så værsgo: Varm tanke på skrift!
Hva nu, Moffe. Er du træt af livet og ked af nederdelen? (sårn sagde min rigtige morfar altid).
Åh, Cure!
pubertetens sorte lydspor
Linen: Tak :o)Og Op med humøret ikk?
Sussi Ku: Ja min nederdel er vist ikke tilstrækkelig alt muligt.
Milos: Ak ja de spidse sko og den sorte eyeliner, det var dagene...
Som du selv fornylig sagde:
Every cloud has a silver lining...
Og sådan er det... uheldigvis er livet altid det, der rammer os på en tilfældig tirsdag.... Men problemet er jo ikke, når livet vælter os omkuld... det er først rigtig problematisk, når vi bliver liggende...
Såå woody... op på hesten igen :-)
Send en kommentar