En frygtelig bekendelse

I dag var dagen hvor jeg lige ved at lave en anbefaling på en tidligere kollegas LinkedIn profil i et anfald af "Hvordan Helgoland kan den person dog blive chef for noget? Jeg vil også være rig og chefagtig".

Jeg overvejede at rose den måde, han rapsede ja eller stjal kan man jo også kalde det, dele til de ting vi gik og rodede med, stjal dem uden at det blev opdaget, at det var ham.

Så gik det op for mig, at jeg jo næppe bliver mere lykkelig eller rig af at skade andre. Det er nok meget godt for ham at det kun var mig der opdagede hans numre, at jeg ikke sladrede til chefen.

I stedet for har jeg siddet og skrevet på en opgave til den institution jeg går på, sjovt ord institution det har fået en ret negativ klang med årene, har det ikke?

Det går fakkertalt meget godt, jeg googler emnet, planker lidt og tilføjer så mine egne ord, for det ER vel sådan man laver en opgave er det ikke?