Det er efterår og melankolien rammer mig, som en banjo i et westernslagsmål. Jeg skal hanke op i mig selv, for at se de gode ting omkring mig. Dagene glider forbi som tidevandet over stranden, igen og igen er en dag gået. Det er som om, at hver dag bliver kortere og kortere og går hurtigere og hurtigere forbi mig.
Der er mange ting at glæde sig over, dem vil jeg prøve at finde i morgen. Denne dag er for længst spildt med at være nedslået og trist.
Det værste er jo, at det kun er september, nu venter oktober, november, november, november, december, januar, februar, marts før det igen bliver vejr til at bevæge sig uden for.
Er det snart i morgen?
21. sep. 2013
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
2 kommentarer:
Ja det er snart i morgen...du skal kun sove en gang...Jeg kender godt den der efterårsmelankoli...men det er måske lige lovlig tidligt den sætter ind...Men det er måske som med julepyntningen - det starter tidligere for hvert år der går!
Alt ok igen! Tak KirstenK :)
Send en kommentar