Så er det vist ved at være på tide til at tage en status.

Det var en skøn sommer.

Jeg har fået købt et hus.

Jeg blev bachelor.

Bilejer også.

Så hvad mangler man egentlig mere?

Det skulle da lige være en nedgravet sørøverskat (jeg graver stadig). Eller en fejlsendt pakke med 50 kilo kokain, jeg kunne sælge videre.

Kort sagt, jeg er kort for kontanter, der er intet tilbage.

Hvis mine forældre levede ville jeg skrive til dem "Send flere penge".

Nå det går jo nok altsammen, når man sidder her på altanen og nyder solens sidste stråler med en kop øl og hjemmedyrkede brombær.

Et trist farvel

Der kommer en tid hvor man må tage afsked, et simpelt faktum en spilleregel om man vil her i livets store spil. Den bedste afsked er den man er forberedt på, den hvor man fattet og rolig kan sige, det var det, nu er det overstået, så starter der en ny fase af det vi kalder "livet".

De værste afskeder er dem hvor det kommer som lyn fra en klar himmel, man fanges på badeværelset i fængslet af tre herrer imens man er ved at bukke sig efter sæben.

En sådan afsked fik en af mine venners mor. 36 års tro tjeneste i en offentlig forvaltning, en lille fedtet konvolut, med en taxabon og et telefonnummer til en psykolog stukket i hånden af den 17 årige piccoline og Vens Mors verden lå i grus.

Jamen skide tak!

Selvfølgelig er der 6 måneders opsigelse osv osv, men hvor er det dog trist at den her erfarne dame pludselig står og er arbejdsløs efter 36 år samme sted, 4 år fra fortjenstmedaljen og et håndtryk med Johnny Margrethe.

Hvad skal min ven sige til sin mamma for at trøste?