Jeg sidder i undergrundsbanen og forsøger at læse en af dagens 5 gratisaviser, da tre tweens/teens kommer ind (tween er en der ikke er gammel nok til at være teenager).
Alle tre er majet ud i det seneste look, sorte stramme bukser, små bitte sorte sko, falsk gucci-taske på størrelse med en rejsekuffert, store "guld"øreringe, hvor der rigeligt kan sidde en papegøje eller to. Tonsvis af makeup og så den uundværlige mobile telefon i hånden.
Da jeg var ung i 1890erne opfandt Thomas Edison rejsegrammmofonen, senere kom walkmanden, eller discwalkeren, altså kort sagt bærbare musikafspillere, nu er man nået til MP3 afspillere og seneste skud på stammen den mobile telefon.
Forskellen fra fortiden til i dag er at dengang var det en PERSONLIG afspiller, og man bar høretelefoner så man ikke forstyrrede andre.
Evolutionen har nu sørget for at den slags er fortid. Alle tre små piger havde en telefon i hånden der spillede musik, for fuld skrue ud af højttalerne i telefonen, så hele togvognen var indlagt til at høre deres crapmusik.
Egentlig burde jeg vel have statueret et eksempel og smidt en af deres telefoner (med dem limet fast) ud på en perron, men i stedet for valgte jeg at udholde dette terrorhelvede og gå hjem og bitche på min internetweblog.
Hvor mange her har set "Falling Down"?? Jeg forstår hovedpersonen mere og mere :o).
7. mar. 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
3 kommentarer:
Jeg kender filmen og synes den er kanon. For også jeg kan sagtens følge hovedpersonen. Hvem kan ikke det, når de udsættes for smådumme teens, der ikke fatter at god musik ikke altid er det de hører. Samt at vi andre gerne vil have bare 5 minutters fred, uden at skulle høre på dem.
OK sidder på en handelsskole lige nu, og er omgivet af øgleyngel. Den slags der ikke fatter at der er områder hvor de er persona non grata, især mens andre skriver projekt.
Du må reagere med extrem vold, nødvendig vold ^^.
I hear you !
Jeg hører desværre også masser af lortemusik fra crap mobiler, som burde ende deres dage som kasteskyts mod nogen...
Ruth Evens kunne bare være et hypotetisk eksempel...
Send en kommentar