Da jeg startede med at skrive internetweblog tænkte jeg ikke så meget over, hvem der læste med og hvorfor. Jeg tænkte ikke over hvilke konsekvenser det kan få når ens ”rigtige” liv kolliderer med ens internetweblogliv.
Jeg skrev lystigt min bydel og bragte billeder til højre og venstre, men jeg har altid værnet om mit rigtige navn og min okkupation, ( og med det arbejde jeg har hvem kan så bebrejde mig noget?).
Hvis nogle af mine venner som jeg ser på jævnlig basis læste med, ja så tror jeg ikke at det ville være fedt, jeg skulle hele tiden tænke over, hvad jeg skrev og hvem der læste med, det ville begrænse mig alt for meget.
Ulla er dåm for hun læser med over skulderen .... dåmme Ulla... og hvis du spilder den tandpasta ned på mig så får du tæv!
Ja øh sorry, i ved jo at jeg skriver spontant i en køre, og jeg skulle lige skælde ud :)
Kort sagt, ja der er vist en pointe med det her, så forstår jeg ikke de bloggere der har deres forældre og nære venner med som læsere, for det ville jeg slet ikke kunne håndtere.
14. jul. 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
26 kommentarer:
Selv! :D
Og jeg har det så fuldstændigt omvendt - jeg startede ud med at skrive for de nære og gør det stadig! Jeg skriver ikke noget, jeg ikke til enhver tid ville vende med dem sådan face to face-agtigt...
Det er de ukendte, der intimiderer og begrænser mig...synes jeg...
:-)
jeg fik altså også rimeligt ærgerlige ører da min søster i shanghai fandt min blog. Det første jeg sagde var: "du siger det BARE IKKE til mor!!!"
Jeg startede nøjagtigt som Mie. For familien overseas, for vennerne, for mig selv og i starten var jeg vist også anonym for de, som ikke kendte mig personligt - dvs. uden billede - men det er så det, jeg synes er så fedt idag. Billeder altså...
At kunne se hvem som sidder bag skærmen, at kunne se hvem det er man skal hive i kraven, hvis man møder hende/ham en skønne dag og kunne se den person, som tør fortælle om sit liv på godt og ondt.
Naturligvis er der begrænsninger på, når man smider sit ansigt i netgrams, men sådan er det. Jeg vil godt tage chancen og det der gives godt ud, kommer ikke skidt igen... eller noget. Det handler nok mest om at vinkle brokkerierne ;o)
Som et lille PS. så skal de anonyme med eget domæne, og hang til at udlevere sig selv på det vildeste, nok også til at vare sig en smule, nu, da Hostmaster vil offentliggøre personoplysninger, medmindre man inden august får gjort sig til et fuldkomment anonymt menneske i Danmark via folkeregistret.
Det er en ting der er værd at huske på :o)
Jeg deler gerne min webadresse ud til venner og bekendte og min kæreste kender den også. Ja det kan selvfølgelig godt være en begrænsning at han kan læse med, men langt værre ville det være hvis mine forældre eller søskende kunne kigge med. Jeg bruger den jo lidt som ventil overfor bl.a. min mor (de evindelige mor/datter ting) så på den måde er den vel lidt hemlig. Jeg er ikke helt rolig ved det med billeder af mig selv, for som jeg ser det, kan man blive opdaget på den måde. Scenarie - en kommer tilfældigvis ind på min side og læser lidt, og cykler ellers videre. Hvis mit ansigt var på, ville vedkommende måske begynde at lægge det og det i det jeg har skrevet fordi vedkommende kender mig. Eller vedkommende "kommer til" at fortælle noget familie til mig at bloggen findes - åh konsekvenserne... Nej anonymitet er nu ikke så ringe.
Jeg har det lidt på den måde, at jeg tror/håber på, at min mor ikke læser med, og der ud over er jeg egentlig lidt ligeglad, med hvem der læser med.
Man er måske nok lidt begrænset af det en gang imellem, men hey, har man noget der bare skal ud, men som man ikke vil stå ved overfor folk der kender en, kan man jo bare oprette en ny totalt anonym blog, sådan en slags cyberskizofreni.
Bare så'n mens jeg har jävla travlt med at pakke...mest fordi det er en interessant diskussion.......
Jeg ved, at nogle af mine venner og familiemedlemmer læser med på min blog. Har jeg f.eks. ikke postet et par dage, får jeg klager....Det er fint med mig, at de læser med, fordi de læser mig som en historie - min cyperperson er godt nok mig, men også en anelse mere neurotisk end jeg i virkeligheden er. Det at andre læser med, både kendte og ukendte gør selvfølgelig, at jeg også er bevidst om, hvad jeg skriver - men ikke i en form der hæmmer mig - for mig har det altid handlet om at tænke i læseværdighed og modtagere. Plus at jeg under alle omstændigheder hele mit liv har tænkt i sjove, skøre, interessante, tankevækkende historier (jeg er en betragter og før skrev jeg dem bare ned på papir).
Jeg står mao. 100% bag hvert ord jeg skriver....Men tænker naturligvis også i forbehold: ville f.eks. så klart ikke skrive om mine sexskapader- dels fordi det under alle omstændigheder ikke er noget jeg vil dele med nogen andre end den jeg sexskapader med (og det gjorde jeg heller ikke før Blog was born).Dels fordi jeg egentlig synes andres sex-liv er uinteressant (og det gjorde jeg også før blog was born). Mao jeg gør og siger ikke noget på min blog, som jeg ikke ville sige i virkeligheden....Bloggen er bare en god tankesamler og så er der jo hele det andet store univers at begærde sig i.
Og til slut: Jeg er personligt bare rigtig glad for at have læsere. Nogen der synes jeg er sjov, interessant, underholdende, åndsvag - hvad de nu engang synes. Det er sgu da fedt, når man holder så meget af at skrive som jeg gør.
PS. Moffe - tandpasta er monstersvært at få af blusen- du bliver nok nødt til at smide den til vask.
Hmm...jeg startede helt anonymt...nu er jeg meget nem at finde..og det er fint.
Tro det eller lad være...men mine forældre læser altså med...hehe.. Det er ikke noget vi snakker om, til familie middagen, men jeg ved de læser den engang i mellem. Men hey de ved jeg er bindegal så intet kan vist overraske dem. Jeg skriver, som Mie også er inde på, ikke noget jeg ikke ville kunne sige til folk.
Med hensyn til de mænd jeg skriver om...så kender de alle til bloggen, inden jeg skriver om dem.
Man skal bare være sig bevidst at andre læser med, og at man skal kunne stå til ansvar for det man skriver...men det adskiller sig sgu i virkeligheden ikke ret meget fra resten af det man foretager sig i sit liv.
God weekend dig dig du :o)
Jeg kæmper for min anonymitet. Hvis ikke så skal bloggen bare være blank. Protect the guilty, and especialy me. Jeg ville aldrig skrive som jeg gør, hvis fruen, chefen, kollegaen eller vennerne anede jeg bloggede. Really.
Jeg har meget bevidst holdt på anonymiteten. Og forstår godt din skræk for venner, der referer til 'uden relevans' .. arghhh
Jeg holder på ingen måde min identitet hemmelig.
Det er nok fordi jeg er en smule narcissistisk, og hvor sjov er det så at arbejde på en blog, hvis ingen aner hvem man er :)
Dermed skriver jeg selvfølgelig ikke alle hemmeligheder, men det finder jeg nu ikke som den store belastning at undgå. Så mange lig er der heller ikke i mit store garderobeskab fra ikea :D
Jeg har bestemt heller intet behov for anonymiteten. Jeg står bag hvert et ord og billede jeg publicerer, og jeg vil tusinde gange hellere få noget feedback face-to-face end frem for som skriftlige kommentarer til teksterne.
Som det tidligere er nævn, oplever jeg også i høj grad at få klager fra familie, venner og omgangskreds, hvis ikke jeg udfylder deres daglige/ugentlige/månedlige dosis af Edut, og som lykkeligt spin-off, skal jeg ofte ikke starte alle samtaler med en small-talk agtig hvad-går-du-og-laver-for-tiden intro. Folk har læst bloggen og lavet deres hjemmearbejde på forhånd. Det er enormt lækkert.
Jeg skal ikke afvise at der er emner jeg ikke ville behandler på min blog, af simpelt hensyn til min egen blufærdighed, men jeg har sq ikke oplevet det endnu. Et par gange har jeg lænet mig op af at udstille folk, der ikke havde samme trang til at leve "et offentligt liv" som jeg selv, og fået på puklen for det - den slags må man selvfølgelig acceptere og fjerne øjeblikkeligt.
Summa Summarum. Kunne aldrig finde på at skrive anonymt - det ville på ingen måde klæde hverken bloggen eller mig ;)
Man kan vel ikke sige jeg skriver anonymt kan man?
Jeg mener bare at jeg skriver mere frit når dem jeg skriver om ikke ved at jeg har en internetweblog. Det ville hæmme mig, hvis jeg skulle tage hensyn til det.
Og så kan man vist godt konstatere at alle ikke er enige, men det bunder vel i at vi er forskellige personer :).
Efter at være trådt ud af anonymitetens skygge syntes jeg også lige at jeg vil give mit lille bidrag til dette indlæg.
Jeg er netop begyndt at skrive weblog og jeg har også gjort mig mange tanker i den forbindelse.
Der ligger selvfølgelig en risiko i at skrive offentligt. Alle kan jo læse med. Men for mig gælder det om ikke at skrive noget jeg ikke kan stå ved. Hvis blot jeg overholder det, kan der vel ikke ske noget som ikke også kan ske i det virkelige liv når man åbner munden.
Jeg kan sagtens stå ved det jeg skriver :-).
Det kommer vel også an på hvad man skriver om? Jeg har det fint med at hvis en kommende arbejdsgiver googler mit rigtige navn, så er det artikler, konferencer og arbejde der kommer frem - ikke en blog om hvor meget jeg hader christianiacykler.
Ja, anonymitet er en god ting. Men hvad er meningen lige med med at skrive weblog hvis ikke man vil give sig selv til kende.
Jeg forstår det ikke helt. Måske er det bare mig som er dum :-)
Jeg har ikke noget imod at min boss (Jeg har ikke nogen boss) læser med i min weblog, hvis jeg bare ikke skriver noget som jeg i det virkelige liv ikke ville kunne sige til ham.
Torben - og det er netop pointen. Jeg vil gerne sige noget af det, jeg kun tænker til hverdag. Jeg gider ikke skrive om min middag eller 'rare ting'. Jeg har ofte en del frustrationer, som jeg så får luftet og tænkt igennem ved at skrive dem ned/ud. Det narcisistiske ligger ikke i tilhørerne, men i at JEG får luft. ;-D
Hvis jeg skulle holde igen med mine iagtagelser og overvejelser, så taber det hele sit formål (for mig). Derfor anonymitet !
Jeg startede faktisk med at blogge for at lokke min mor på internettet :o) ..... blev overrasket over, at andre gad læse med på min hverdagsblog.
Men det er fint nok, og jeg har det faktisk helt fint med, at nogen vælger at være anonyme. Og hvis jeg skulle få lyst til at læsse en masse af, kunne jeg jo bare have to blogs.
At være ikke-anonym gør, at jeg skal tænke over alt det, jeg skriver - for jeg skal kunne stå ved det. Jeg kan ikke tillade mig at udlevere ex'er, kolleger eller andet, med mindre jeg formulerer mig meget generelt.
Og det har jeg egentlig heller ikke lyst til.
Men, morfar, jeg nyder din sjove, skæve blog, og den person, jeg aner bagved. Så bliv du bare ved - med eller uden navns nævnelse ;o)
Ja, jeg skal absolut heller ikke gøre mig til dommer over hvordan andre vælger at skrive blog.
Det er individuelt og så'n skal det være.
Jeg kan sagtens se fordelene ved at forblive anonyme og som LiseLotte skriver, så kan man jo også vælge at have to weblogs. En hvor man er anonym og en hvor man ikke er anonym.
Fortsat god weekend til jer alle.
Nu må jeg jo lige blande mig - selvom jeg normalt kun læser med på sidelinien i de forskellige blogs jeg besøger. Jeg synes det her er et interessant emne. Generalt synes jeg at anonym bloging er for nemt! Jeg synes det bliver kedeligt og uvedkommende og uinteressant - hvis du ikke "Kender" afsenderen. Der findes dog FÅ blogs rundt omkring som godt kan bære at være anonyme fordi de er skrevet godt, med god humor og dybde... Men der er langt imellem dem.
Personligt har jeg valgt ikke at være anonym... Min blog er mere en slag "åbent brev hjem" idet jeg bor i det store farlige udland og i længden er "masse-emails" dødsyge! Nogen gange har jeg da også lyst til at skrige og råbe på min blog - men hvis jeg ikke kan stå ved det jeg siger med navn og billede - hvad er min holdning så værd?
At have et billede på sin blog gør at jeg ofte lige tænker en gang eller to ekstra over HVAD jeg siger... Dog vil jeg lige skynde mig at tilføje at jeg fordi jeg bor i Afghanistan bliver nødt til at være EKSTRA påpasselig med oplysninger, meninger og holdninger der kan virke stødende. Jeg har et sikkerheds aspekt som de fleste andre ikke behøver at tænke over - og du vil derfor ikke finde oplysninger om HVAD jeg laver - HVEM jeg arbejder for - HVOR jeg bor eller meninger der kan give anledning til trusler og hvad der deraf kan følge. Min sikkerhedssituation ville være den eneste grund til at blogge anonymt!
Miv Piv det er DIG der er læseren fra Afghanistan :D
Jeg forstår fuldt ud din diskretion.
YES YES!!! Det er mig der er den!
Send en kommentar