Morfar i "Poetic justice drama"

Idag står jeg og skal med bussen, linje 6A som jo mirakuløst er en af de fire-frem busser her i København/Valby der ikke strejker. Jeg kan godt se at den der satellit-GPS-"hvor-er-bussen-nu-"-dims har talt ned til 0. Hvilket burde betyde at bussen skulle være lige foran min kolde og rendende næse, men nej ingen 14 meter lang rødgul satan.

En "jeg er proaktiv overskudsagtig og fremme i skoene"-dame ringer til HUR (Helvedes Ufatteligt Ringe) for at høre om der ER linje 6Aér ude at køre og jow de har en røvfuld af dem kørende, men de aner ikke hvor de er fordi deres GPS-ting ikke kan lide sne...sheesh.

Anyway langt om længe ankommer en 6A, jeg gider ikke stå at mase og skubbe for at komme ind i bussen, selv om jeg var en af de første ved stoppestedet, resultatet er selvfølgelig at bussen fyldes til randen med sure mennesker og jeg står ved stoppestedet sammen med en anden der heller ikke gad at slås for at komme til at stå som sild i en tønde i en overfyldt bus.

2o sekunder senere ankommer så to 6Aér mere, jeg sætter mig ind i den bagerste og vinker glad og venligt til alle de sure skubbende idioter, der stadig fylder den første bus til randen, mens vi overhaler...

Poetic Justice at last!