Pels er mord! Men nogengange er det okay.

Nu skal i høre en hjertevarmende historie fra dagligdagen, sårn rigtigt direkte fra hjertet og i stil med det man kan læse i Søndagsudgaven af BT hvor hele familien rigtigt skal hygge.

Snuggle up kids og giv agt.

I nærheden af min fantaboulous residens, bor der en hjemløs - eller hun bor der jo rent faktisk ikke hun opholder sig der, hvor hun sover ved jeg ikke - jeg ved bare at den her stakkels dame bor på gaden og at hun hedder Sarah.

Det ved jeg for det har hun selv fortalt mig en dag jeg skulle over i den lokale fødevarepusher, pludselig rejste hun sig op fra sin bænk med en masterbrew i hånden, stak mig næven og sagde klart og tydeligt, "Jeg hedder Sarah".

Siden den dag har Sarah og jeg været på hils. Det finurlige ved Sarah er at hun går i pels hele året, Sarahs pels er dog virkelig bustet og slet ikke pæn, normalt har jeg det sådan med pels at jeg får lyst til at tvære tyggegummi godt og grundigt ind i den eller overhælde ejeren med rød maling for at symbolisere det nyttesløse spild af liv en pels repræsenterer (det må være en skade fra da jeg var yngre).

Jeg har ikke set Sarah længe og det har jo været frygteligt koldt, så jeg har faktisk spekuleret lidt på om hun egentlig stadig lever?

På grund af min bils sammenbrud, noget med noget is der er hårdt og lav undervogn og sårn, har jeg været tvunget til at tage det offentlige hen på pladsen hver morgen, og i dag! i dag! så jeg Sarah, hun lever!

"Du lever!" udbrød jeg spontant, "Ja men det er faneme koldt kan du tro!" svarede Sarah og gav mig et stort kram.

Så hev hun en masterbrew frem fra inderlommen og satte sig ned på sin bænk igen med et stille smil, imens jeg hastede hen til bussen der som sædvanligt kom et par minutter før den skulle.

Det er så her i kommer med den der ååårrhhhlyd Hollywood har perfektioneret.