Engle og dæmoner Er det hvad de unge vil ha?

Lad mig for en gangs skyld undgå at elaborere over emnet og svare ganske kort, to the point, uden omsvøb og dikkedarer, gå frisk til biddet, ikke beate rundt omkring den der busk (foretrækker faktisk uden busk)ikke trække svaret i langgdrag eller komme med søforklaringer, simpelthen tage den der hanko ved de der båthorn og fatte mig i klar og koncis korthed.

Hvis man har læst Dan Browns kontantko "Angels and Demons" så vil man i to timer sidde og kede sig, spekulere på om man kan nå at onanere inden man skal sove, måske endda begynde at tælle gravide i biografen og spekulere på om man egentlig fik slukket for det gasblus derhjemme i camperen.

Har man ikke læst bogen vil man føle sig godt underholdt på nær et par detaljer vi kommer til senere, der sker (for det meste) noget, dog er der en enorm mangel på bare patter i filmen.

Uanset om man har læst mesterværket eller ej vil man sidde og brække sig over Thure Lindhardts elendige skuespil, dårlige accent og Steven-Seagal-agtige one face acting.

Efter noget tid vil man føle sig godt underholdt når en anonym publikummer (that would be me) skriger af lærredet ved første glimt af Preben Kaas´ søn Nikolaj (JAMEN VI ER JO KOKKE FOR HELVEDE!).

Af filmen kan vi lære at ALLE italienere taler fejlfrit engelsk, at man sagtens kan rappelle ned af en ti meter høj mur med en kugle i skulderen uden smerter foran tyve betjente uden at de ser en. At en irsk præst sagtens kan have en skotsk accent (Im talking to you Ewan).

Ron Howard skulle egentlig have et los i bolsjerne for at lave den her film og den får to hoplanåle og en pil nedad. Den ene nål gives for den lækre dame der er med.