Dette internetweblogindlæg handler ikke om mad, det handler ikke om hvordan jeg hæklede et køleskab med nogle nøgler jeg da lige havde liggende, det handler om hvordan man altså DU ser på tingene i din tilværelse, det handler om at du får hvad du deler ud af.
Idag har min apprentice (Gud velsigne hans enfoldige sjæl) tilbragt det meste af sin dag med at beklage sig over sine mange opgaver, op de ekstra opgaver han pludselig fik, samt at han pludselig skulle prøve noget nyt på byggepladsen.
Ikke bare med ord, også med små suk og støn og grynt, det er simpelthen som at arbejde ved siden af en stor sort sky af negativitet, eller som nogen her på internettet siger, et sort hul, af tristesse og weltschmertz over at han nu har været i kiosken i tre måneder og forventes at være udlært.
Så når han spørger mig om noget, responderer jeg med negativitet og irritation over at han stadig ikke har lært hvordan man vender skovlen, fordi det jo er nemmere at få mig til at grave hullet ikk?
Imorgen vil jeg NÆGTE at gå med på den galej, jeg vil prøve at se om JEG kan vende hans dag til noget positivt, om jeg kan smitte ham med noget energi og entusiasme, hvilket kan være svært da jeg stort set er udgået for begge dele, og havde det ikke været for en god ven, var jeg nok gået ned med flaget i en depression af Kafkaske proportioner.
Opslag
8 kommentarer:
Noget sjovt var der da... det der med at hækle et køleskab, det lyder da sjovt om end, en smule aparte i mine øre....
men, men, men.... for at ligesom at vende tilbage til tungsindighedens dybde, så mindes jeg selv i mine unge dage da jeg selv skulle trække svendebrev/bevis/diplom .... what ever.
Der var det som om at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få viden ind unde huden og den benede skal foran blævermassen.
nogen gange følte man at, nu havde man bare så meget styr på situationen og at man i den grad kunne mestre selv de mindste afvigelser eller nuancer inden for sit felt, lige ind til en garvet rotte med ekstra ram og super processor kom forbi og sagde, kan du ikke også lige...... og så mangler vi også…
Så blev man ofte helt blank, meget lille og ganske modløs, man følte at resten af verden havde rottet sig sammen mod en, i et skånselsløst forsøg på at smadre det man troede man allerede havde!
Ens illusion smuldrede og man var i den grad i tvivl om man nu også var sig selv og opgaven ”uddannelsen”…. lige ind til man igen fik fod på nogle af de ”nye værktøjers” funktion, så var det som om det lysnede igen… to skridt frem og et tilbage…
Hvis du gør som du afslutningsvis skriver……….. så er du en perle af en mentor…
For i de svære stunder skal man en gang i mellem have et skulderklap eller et vendligt puf!
Shit (sorry)
jeg var slet ikke klar over at jeg kunne sætte så mange ord sammen?
Det er Zen for begyndere, Moffe - du må orientere din lærling lidt om det med at man får det ud som man putter ind.
Start dagen med en blomst. Så blir han garantrisse så paf at han klapper i?
...
! skal det skide føl ikke snart ud af vagten - og videre i systemet ;)
lot a lovs
SÆdvifter du ER vis!
Dana: nah... hehe
Pdrsn: Nix måske er det mig der må videre :o)
Ja hvordan man bevidst mønstrer en positiv holdning, skaber noget positivt, det er nok en snak værd med den lærlingen.
Der er nogle mennesker, som ser alting som uretfærdigheder, og som ofte har ret, men ikke altid.
Lise siger "Der skulle være et hvilerum, når man er på vagt."
Hvis man nu siger direkte til hende:
"Ja, men det har vi ikke og vi gør nytte uden" så er det vist nogenlunde.
Men somme tider kan man faktisk også gå direkte opad og sige "Ved du hvad, Lise, du gør mig ked af det ved at lyde så irriteret".
Hvad kan vi gøre for at dagen i dag bliver en god dag?
Bygge en racerbil eller købe en engangsgrill til vores aften på gadehjørnet?
det du sir - som jeg HAR sagt ;0)
afstig afsted, lissom!
eller noget
trummerum
Klap ham én over hovedet, når han er fræk. Sådan gjorde man i gamle dage og det virker stadig upåklageligt.
Send en kommentar