ParFiction

En mere eller mindre anonym internetweblogger skriver om sit imaginære aleneliv, da jeg jo er alene eller single som det jo hedder i disse tider har jeg opfundet mig et parliv at skrive om.

Idet jeg trådte ind ad døren kunne jeg se at der var noget galt, hun stod i entreen da jeg åbnede hoveddøren, som om hun havde stået der længe og ventet fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre af sig selv.

"Hej skat" sagde jeg i et kluntet forsøg på at virke frejdig, i samme sekund så jeg tårerne der løb ned af hendes kinder som dråber der drypper fra vinterens sidste standhaftige istap.

Jeg søgte forgæves at fange hendes blik der stirrede tomt frem for sig.

"Er der noget i vejen?" Spurgte jeg og kendte allerede svaret med samme vished som en mand der lige har fået en dødsdom af sin læge ved at han snart skal dø.

Hun stod der med rystende skuldre og armene over kors imens hendes tårer trillede i en nærmest uendelig strøm. Jeg lagde mine arme om hende og hendes rysten stoppede et kort sekund da hun lagde sine arme rundt om mine hofter.

Vi stod sådan i en tavs omfavnelse i en evighed der varede ti sekunder "Der er noget jeg må fortælle dig" sagde hun endelig.

Det føltes som om en usynlig hånd skar mit hjerte ud med en rusten kniv af glødende stål, hvert ord ramte mig som Hefaistos hammerslag mod ambolten, jeg følte det som blev jeg flået i tusinde stykker af en ukendt kraft.

"Hvad?? Hvad er det?" får jeg fremstammet med de sidste kræfter i min sønderrevede krop.

"Der er ikke mere toiletpapir!".