10. okt. 2012

Et sted mellem dovenskab og genialitet

Mine dage flyver forbi, (indsæt selv her en metafor med blade i efterårsvinden). Efterhånden som jeg bliver ældre, synes jeg at tiden går hurtigere.

Var det ikke i går jeg lå på en strand ved Las Palmas og sugede rom ud af en kokosnød i mens barmfagre blondiner kærligt nussede mine tæer?

Måske er det et tegn på at det postmoderne (tak Anthony) samfund er ved at accelere til et tempo, hvor jeg ikke kan (eller vil) følge med?

Måske er det bare et tegn på at jeg sover mere, og oplever mindre?

Jeg ved det ikke, det eneste jeg ved er, at dagene bliver kortere og kortere i samme stil som min tålmodighed med og overbærenhed over for Ellen Trane Nørby...

2 kommentarer:

Gowings sagde ...

Ellen er som hun er, men du er ved at blive gammel. Og når man er det, opdager man at et år ikke så lang tid, som da man var 10 og glædede sig til jul - eler 14 og glædede sig til at få kørekort. Selvfølgelig fordi et år da udgjorde 1/10 eller 1/14 af dit levede liv, imens det nu udgør 1/x...

Vise ord ikke sandt?

Uden Relevans sagde ...

Vise indeed.

Send en kommentar