29. feb. 2012

Mens vi venter på retfærdigheden

Forleden dag så ...flippede jeg forbi Deadline, der er et TVprogram med en masse mere eller mindre tandløse journalister, der bliver kørt rundt i manegen af politikere, med et par undtagelser.

Anyway en dame blev interviewet, i får lige lidt baggrund.

Damen residerede på Frederiksberg med sin mand fra Frankrig, hun ville ophøre med at være gift med denne franskmand. Det var i følge ham ikke verdens bedste ide, hvilket han fortalte hende ved at slå hende 50% invalid og smide hende ud fra et vindue på tredje sal. (På Frederiksberg er der langt ned fra tredje sal). Hun var bevidstløs og ramte jorden, hvorefter manden forsøgte selvmord ved at kaste sig selv ud.

De overlevede dog begge to, hun kom på hospitalet i tre måneder, han kom i fængsel i seks år. En dag hun sad og hyggede sig med sit slumretæppe og sin TVmodtager så hun til sin skræk at eksmanden nu var på TV, han var blevet løsladt efter to års straf, fordi han havde fået en læreplads som kok. Damen var sur over at vi som samfund "intet gør for ofrene".

Damen skrev så en vred kronik i en slags avis. Manden udtalte at han ikke kunne se problemet, hans straf var overstået.

Tilbage til nutiden, journalisten spørger damen, "om hun havde været tilfreds med at se ham i fængsel i alle seks år?" Hvortil hun svarer "JA helt sikkert."

Det får undertegnede til at fiolol fisso...filofi.. tænke over:

Hvorfor straffer vi?

Er det for hævnens skyld?

Er det for at opdrage medborgerne (fangerne) så de ikke gør det igen?

Er det for at holde dem væk fra samfundet?

Tager vi nu Svinet fra Amager aka Amagermanden Marcel, kan jeg godt se at han er farlig for almenvellet, men den her herre? Han havde i affekt begået vold, men har udstået sin straf, han har fået en ny chance (hvilket damen også var sur over). Er han så ikke restitueret? Bliver den her dame mere lykkelig af at vide at hendes eksmand sidder i fængsel?

Igen, hvorfor straffer vi?

14 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fantastisk indlæg.

SourPuss sagde ...

Se, det spørgsmål er der mange svar til. Hvad er udfaldet af de straffe vi har? Hvornår er en straf retfærdig? Hvordan skal straffen effektueres før alle er tilfredse? Nytter det overhovedet at straffe? Forundringer er der nok af - også i den her henseende.

Maries bageri sagde ...

Godt spørgsmål...

Jeg tror ikke damen får et bedre liv af at hendes overfaldsmand rådner op i fængsel. jeg tror godt man kunne gøre mere for at hjælpe hende, men han skal også rehabiliteres mhp at undgå mere kriminalitet.

Vi straffer for samfundets skyld (håber jeg), ikke for at få hævn. Vi skal passe på borgerne og derfor beholder vi forbryderne i fængsel og forsøger at få dem ind i et forbrydelsesfrit liv når de skal ud.

I øvrigt er han stadig i fængsel, hans job hos Claus Meyer er en del af et rehabiliteringsforløb...

Fru Buur Bækgaard sagde ...

Jeg er positivt overrasket over, at samfundet og medierne ikke bare straks har talt kvinden efter munden, klappen hende på skulderen og sagt "nårh hvor er det også synd for dig". Det havde jeg faktisk troet ville ske, for jeg synes der er præcendens for det.

Jeg er positivt overrasket over, at mange(...) har forholdt sig kritisk til kvindens ynk. For gu' er det da synd for hende at hun har fået ødelagt sit liv af en omgang tæv!! Men hvor er det dog også vigtigt at vi netop ikke bare sætter alt ind for for evigt at forpeste forbrydernes liv herefter. I så fald kunne vi jo lige så godt genindføre dødstraf og spare udgifterne til kost og logi...

Stop det dog sagde ...

Jeg kan sagtens se at vi bør forholde os kritisk til damens kritik, at vi bør bifalde at vi har et samfund og nogle virksomheder der satser på rehabilitering af kriminelle.
Der er intet galt i det Claus Meyer har gjort i denne sammenhæng, hvis man spørger mig.
Men at damen føler sig krænket, eller forrådt kan jeg fandme sgu også godt føle.
Nu har jeg kun læst kronikken, og indtil kritikken af/spørgsmålene til Claus Meyer er jeg helt på hendes side. Jeg kan virkelig godt forstå at hun har fået krænket sin retsfølelse. Hun er for evigt invalideret, og hendes banemand (more or less) får udgang fra fængslet UDEN at hun bliver informeret, efter 2 år i fængsel.
Vi fængsler af hensyn til retfærdighedsfølelsen... så det er jo på sin vis det samme som en slags hævn.
Og det synes jeg sgu er helt ok.

Han har ikke udstået sin straf. Det havde han hvis han var blevet holdt i fængslet i 6 år, som var hans dom.
At de 6 år er alt for lidt, hvis vi vælger at give økonomiske kriminalitet strafbart med længere straffe, er en anden sag.

Jeg kan fandme godt forstå hendes harme på systemet, som ikke har formået at behandle hendes sag hverken helt eller halvt færdigt inden manden der var skyld i det hele tullede rundt på gaden.

ryge sagde ...

Vi straffer vel fordi konsekvensen af at træde ved siden af, skal være så stor, at man selv ønsker at holde sig på stien. I nogle (forhåbentlig) få tilfælde, spærres folk inde fordi det er den eneste måde at forhindre, at de begår ny kriminalitet.

Men at straffe som hævn - øje for øje, tand for tand - sker vel kun i de samfund vi ønsker at distancere os fra, sådan at vi kan føle os mere civiliserede. Eller hvad?...

Uden Relevans sagde ...

Vi er nødt til at tro på at det hjælper at sætte folk i fængsel, hvad er alternativet?

Mht hjælp til ofrene, så er jeg helt for at de skal hjælpes, men hjælper vi ikke folk ud af kriminalitet kommer der bare flere ofre, med mindre vi henretter alle som i Kina.

Perfidicus sagde ...

For at få svar på dét spørgsmål, må vi søge audiens hos Kvinden over alle kvinder, hint så utroligt belæste kvindemenneske Vibeke Manniche.

Det forholder sig nemlig således, at alle mænd, der har udøvet vold imod kvinder, bør udstødes. Og så er det dét der gælder, hvis nogen skulle være i tvivl.

Målet med straf er ene og alene at gøre livet så surt, for misdæderen, som muligt og derefter udstøde personen så meget, at denne aldrig vil kunne få en plads i samfundet, men dog ikke mere, end at vedkommende bliver hængende i et slags eksistentielt limbo, hvorfra misdæderen for bestandigt vil kunne betragte sig selv som værende udstødt. Der er jo ingen sport i at udstøde en person, hvis vedkommende bare indlogerer sig på en palmebesust øde ø og lever i samdrægtighed med en fodbold, der hedder Willson, vel ?

Resocialisering er IKKE en mulighed, skulle jeg hilse fra Kvinden over alle kvinder; og dermed Mennesket over alle mennesker at sige.

Mie sagde ...

Er enig med Stop det dog.
Og så bliver jeg provokeret af 'affekt'-delen i dit sidste afsnit... Man kan stikke nogen en lussing i affekt, jawohl. Men at gennemtæve sin ekskæreste med et jernrør og derefter slæbe hende igennem lejligheden og smide hende ud af et vindue - det kræver fanme meget affekt! Så meget, at jeg vil vove at påstå, at ingen normale mennesker gør den slags - og så er jeg komplet ligeglad med, om han selv hoppede efter.
At han selv kan mene, at han har 'udstået sin straf' efter to år og i øvrigt ikke, efter hvad jeg har forstået, viser nogen tegn på anger, tyder også på, at han ikke er specielt 'restitueret'. Har han modtaget nogen form for psykisk behandling? Hvad med næste gang, han føler sig 'affekteret'?
Nej, kriminelle skal ikke stemples for livet. Og jeg brækker mig, hver gang nogen fra DF henviser til 'retsfølelsen'. Men jeg kan godt forstå, at Marlene Duus føler sig dårligt behandlet.

Uden Relevans sagde ...

Jeg sætter tingene på spidsen i mine indlæg. Det indrømmer jeg gerne. Mit bud er at han virkelig har et anger management problem. Den her episode, bør dog få styr på det, kan man kun håbe, for ham og os andre.

lilleq sagde ...

Nu er manden jo ikke løsladt men har udgang og er under resocialisering, dvs han har en meget begrænset frihed og råderum og risikerer derfor meget mere hvis han begår fejl i den her periode, set i forhold til hvis han sad inde samtlige 6 år og så blev lukket ud og skulle starte sit liv op fra bunden.
Han ikke komme på udgang og i uddannelse, hvis han fx blev vurdere for farlig.


lilleQ

som har arbejdet med meget personfarlige mennesker der ikke havde domme.

Og som har haft kolleger der havde domme og var i uddannelse på samme vilkår som ovennævnte.

Moaning Myrtle sagde ...

Jeg synes det værste er at manden udtaler til EB at han synes hun har ødelagt hans liv ved at gå fra ham.
Altså at sidestille et brudt kærlighedsforhold med en gang tæsk med en jernstang og fald fra 3. sal, det er altså hverken logisk eller rigtigt - det er nærmest lidt psykostisk.
Så, ja, han har problemer med manglende empati, impulskontrol og vrede - i samme grad som faren der satte ild til sine børn i en bil i Tyskland eller psykopaten Lundin eller amagermanden... Hov, hvorfor er de alle mænd?

Læs evt. her:
http://videnskab.dk/krop-sundhed/kriger-gen-lurer-i-hver-tredje-mand

Jurastudinen sagde ...

Der er mange filosofier om, hvorfor vi straffer forbrydere - og hvad det egentlig er, vi forsøger at opnå ved at gøre det. Selv har jeg altid ment, at en straf slet og ret har været udtryk for god gammeldags primitiv hævn, like momma used to make it; ikke særlig pænt, nej, ikke særligt civiliseret heller, og man kan synes om det, hvad man vil, men så må man også se at komme over det.

Bottom line er jo, at en straffesag er en opgørelse mellem forbryder og samfund - ikke mellem forbryder og offer.
Offeret er ikke part i en straffesag - nogle gange ikke engang en del af den - og derfor synes jeg heller ikke det er rigtigt af den forslåede ekskæreste at sammenligne sin egen situation med forbryderens, idet det er to helt forskellige ting, der diskuteres og sammenligningen derfor skævvrides.

Vi kan tale op ad stolper og ned ad vægge om, at folk ikke bliver straffet hårdt nok - men at angribe Claus Meyer for at gøre noget for de indsatte synes jeg da først er helt sort. Igen; noget der intet har at gøre med offerets situation, som jeg er fuldstændig enig med hende selv i er yderst beklagelig.

Der hvor jeg begynder at tænde af er, når vores alle sammens ven, voldsmanden, pludselig udråber sig selv til offer og klynkeynker over, at hun jo også har ødelagt hans liv ved at fremstille ham, som hun gør.
Da har jeg lyst til at ganske enkelt at forklare ham det, som ingen i hans liv tilsyneladende har gidet fortælle ham: Nej, ven, DU har ødelagt dit liv. Du er heldig at samfundet tager sig af folk som dig, som ellers ikke får mange chancer - men ikke desto mindre kommer du aldrig til at kunne kræve nogen som helst ret til at blive tilgivet efter at have gjort noget utilgiveligt, om du så udstod 100 fængselsstraffe. Sorry, bro.

Uden Relevans sagde ...

@ jurastudinen Man bærer selv ansvaret for sine handlinger og høster de frugter man sår, om det så er succes eller fængsel.

Tak for kommentaren.

Send en kommentar