21. jul. 2011

Slåskamp i skolegården

Så længe der har fandtes mennesker, ja så længe har de samme mennesker været i mere eller mindre store konflikter med hinanden.

Det er som om det er vores natur at skulle dominere andre, hævde os selv, træde på de svage for at vinde respekt i hierakiet både i livet alment og i skolegården.

Jeg husker selv at jeg måtte forsvare mig imod en af de andre drenge (på cirka 12), der ville smadre mig fordi jeg bar briller og han derfor troede at jeg var svag, jeg husker at jeg slog ham så hårdt jeg kunne, lige i skærmen fordi jeg en gang for alle ville vise, at jeg ikke gad at slås, men at jeg godt kunne slås, hvis det kom dertil.

Den anden dreng måtte på skadestuen og sys. Jeg blev aldrig overfaldet igen.

Ak ja boys will be boys, som de kære anglofile ville sige det. Det er også fint nok at de små drenge slåsser i skolegården, men når de via Facebook aftaler at mødes i en park og den ene knejt tager en kniv med til slåskampen og dræber sin skolekammerat så er der sgu et eller andet galt et sted.

Hvad kan vi gøre for at det ikke sker igen?

7 kommentarer:

spunky sagde ...

jeg er ked af at sige det ... men når vi sætter børn i verden så følger der et ansvar med ... nogen mennesker burde ikke få børn, ikke at jeg vil nægte nogen bestemte grupper eller individer af få børn ... men der er nogen der burde være deres ansvar bevidst.

forældrene skal være bedre til at forstå og snakke med deres børn ... og så i øvrigt holde øje med hvad deres poder går og laver og hvordan de har det ... uden at overvåge dem.
det handler om gode relationer og god opdragelse og generel dannelse ...

Anonym sagde ...

Habitus. OPDRAG JERES BØRN ORDENTLIGT.

minkaerlighed sagde ...

Ja det handler langt hen ad vejen om forældre ansvar, at se sine børn og ikke bare give slip og lade den frie vilje råde.

Det Forkromede Overblik sagde ...

Enig med især Spunky i, at forældrenes rolle er stor. Mit bud er, at hvis forældre sikrer sig, at deres børn ved at de er elsket som det mest dyrebare de har, så forudsætter de også at andre børn er elsket af andre forældre og det mest dyrebare de har. Hvis man er det mest dyrebare nogen har, så kan man ikke tillade at skalte og valte med sig selv, og hvis andre børn er andre forældres mest dyrebare, så kan man heller ikke tillade sig at slå dem ihjel. Ret beset tror jeg det hedder empati? Børn der får kærlighed nok, bliver empatiske og empatiske børn trækker ikke en kniv.
De afstumpede eksempler fra medierne for tiden, de virker alle som om der er et sted kæden hoppede af forud for det at putte en kniv i lommen. I drengebanderne, kan man få det indtryk, at banden elsker medlemmerne mere end forældrene?

Uden Relevans sagde ...

Amen. Troede faktisk at kvinderne havde mere at sige her til dette emne.

lilleq sagde ...

I mænd har jo allerede sagt alt det vigtige der skal siges, på den absolut enkleste måde.

Kan kun give Spunky og Det Forkromede ret..


Alt andet bliver hurtigt til en omgang passioneret ansvarsforflytigende navlepillende og selvforherligende tom snak.

TC sagde ...

Kom lige til at tænke på Enders Game her.

Når vi slås som børn er det for at vinde - men ikke for meget. For så bliver vi opdaget af den voksne verden.

Send en kommentar