15. sep. 2009

Parfiction xx

Jeg svigtede dig som jeg aldrig hverken før eller siden har svigtet nogen, efterlod dig i menneskemængden på Strøget, med vilje lod jeg mig falde bagud og væk, væk fra dig og problemerne, netop i den stund hvor du havde ALLERMEST brug for noget stabilitet, noget nærvær, brug for mig.

Jeg vidste det jo godt, du havde problemer med psyken efter den voldtægt, forulempet af hvad du troede var din bedste ven.

Vi tilbragte en nat på min røde kontorstol, du sad på mit skød og drak øl for at turde nærværet, når jeg ikke sneg mig ned af trappen for at hente forsyninger fra Fars endeløse lager, sad jeg og nussede dig.

Pludseligt var det blevet lyst og du ville hjem, nærværet var blevet for meget, jeg fulgte dig til bussen kyssede dig farvel.

Vi sås først igen den dag et år efter hvor du ringede og sagde at nu var du rask igen, udskrevet fra den institution for sindslidende hvor du havde tilbragt så meget tid, du sagde at du ville prøve igen.

Jeg forlod dig der på Strøget fordi jeg ikke kunne håndtere det for du var jo stadig ikke rask.

Indimellem som nu forbander jeg at jeg ikke blev og tog kampen op, forbander den kujon jeg var og håber INDERLIGT at du har det godt

nu.

4 kommentarer:

Steen AA sagde ...

Smukt!

Kærlighed og moralske skrupler går aldrig af mode.

susling sagde ...

Smukt skrevet!

Men du, det er ok at sige fra. Sindslidelser er svære at håndtere og hvis man ikke føler helt ind i sig selv, at man kan håndtere det og stå bi 100%, så skal man heller ikke.

BrainOnFire sagde ...

Ved faktisk ikke helt hvad jeg mener....

Men smukt er det ikke.

Man er ikke nogen kujon hvis man siger fra ...

Det er dog lige så sikkert som Amen i kirken at man kan finde kræfterne, hvis behovet er der ...

Kagekonen sagde ...

Dybt og tankevækkende... vi har vel alle handlinger i rygsækken, som vi - om ikke fortryder - så i hvert til fald ikke er stolte af. Mennesket er stærkt og har flere resourcer end man lige tror, men nogen gange er man nødt til at sige fra, også selvom man er den nærmeste til at give... Og det er aldrig kujonagtigt, heller ikke selvom man "bare" forsvinder.
Tilgiv dig selv!

Send en kommentar