6. jul. 2006

The end is the beginning

I dag skal min mor begraves, det skal foregå helt stille og roligt fra kapellet på hospitalet, ingen taler ingen blomster ingen præst. Vi mødes bare og siger et stille farvel. Altså så stille man kan være når man står og græder indeni.

Jeg glæder mig til det er overstået for det har fyldt UFATTELIGT meget i mit liv, jeg tror på at når først begravelsen er ovre vil det rigtigt gå op for mig at hun ikke er her mere.

Jeg vil bruge det til at se fremad, for der er nogle mennesker som jeg nok ikke har givet den opmærksomhed og kærlighed jeg burde i den sidste tid, men det skal være anderledes nu!

Begravelsen vil være en form for afslutning og samtidig en begyndelse til at finde frem til den livsglade person jeg var før dette her, for det skylder jeg min kæreste og mine venner.

7 kommentarer:

BusterLiguster sagde ...

The dead don’t scare me
I’m more afraid of the living
who are quite capable of sapping my zest for life
whereas the dead offer me a wealth of experience for living life
What would life be without you
my unflagging guides
who show me how living life can be
And – as if that weren’t enough – life swings


Benny Andersen :-) /comfort

Gitte sagde ...

Åh ja, styrke til dig...

Suzy Q sagde ...

Du er altså virkelig en dejlig person, du er :) Jeg er slet ikke så stærk som dig.

Uden Relevans sagde ...

*rødme*

Grith sagde ...

Mange tanker til dig herfra!

Q sagde ...

Jeps, se så at komme i gang: Kom glad! Nok med det triste fjæs! Vi venter!
(Men hey, I dit eget tempo, ikk')

Fr. Møller sagde ...

Uanset omstændighederne er det en drastisk ting at miste sine forældre - især i en tidlig alder.

Lad være at lade dig presse af omverdenens krav om at "komme videre". Det er endnu en af de tragikomiske påvirkninger henne fra Amerika, at bare vi løber stærkt nok, kan vi løbe fra vores egen skygge. Det kan vi ikke - og vi skal fandeme heller ikke!!!

Tag din tid... Og hvis det måske om nogle måneder pludselig for alvor rammer dig som et spark i nosserne, hvad der er sket - så skrig, for det gør sgu ondt! Hvis dine omgivelser ikke kan "rumme" det, er det ærlig talt dem - ikke dig - der har et problem!

Nåja, bare et par tanker fra en halvgammel kone, der allerede har været med til at bære at par kister.

Send en kommentar